digtePosted by Claus Piculell Sat, June 05, 2010 11:48:51Jeg kunne ikke sove en nat under mit sidste besøg
Mit sidste besøg i mit eget værelse i mine forældres hus
Jeg stod op og lånte deres bærbare PC
Deres bærbare PC, der altid står samme sted
Jeg begyndte at skrive på en liste med navne
En liste med navne på folk, der har krydset min vej
Jeg satte kryds undervejs ved de mulige venner for livet
Mulige venner for livet både med og uden intimitet
Jeg besluttede at sætte en stjerne ved dem, der så blev det
Og så blev det til, at stjernerne alle som én forblev på himlen
Jeg fortsatte listen og indså, at det ville blive en uendelig lang nat.
------------------------------------
Efteråret 2006, Claus Piculell
digtePosted by Claus Piculell Sat, June 05, 2010 11:46:04Prøv aldrig at genfinde dine rødder,
lad hellere de lyserøde minder stå.
Regnereglen er enkel: En time pr. år
lige nok til de gode gamle historier
og til at høre hvordan det nu skal gå
lidt ekstra du eventuelt får
hvis du medbringer børnebørn
med nypussede glorier.
---------------------------------
Claus Piculell, sommeren 1995
digtePosted by Claus Piculell Sat, May 08, 2010 15:08:59Den typiske danske vælger er én,
der varmt taler for,
at 'kommunen' eller 'staten' skal løse problemerne,
blot de gør det på en øde ø og uden at hæve skatterne!
--------------------------
Juli 1994, Claus Piculell.
digtePosted by Claus Piculell Fri, April 30, 2010 12:40:53Et sted inden i mig
Dirrer en streng
En streng, jeg ikke kan finde.
Et sted inden i mig
Spændt fast til en seng
Er følelser, jeg ikke kan finde.
Et sted inden i mig
Skriger en dreng
En dreng, jeg aldrig vil finde.
---------------------------
Foråret 2002, Claus Piculell
digtePosted by Claus Piculell Fri, April 30, 2010 12:39:35Vi sad foran hendes nye, brugte fjernsyn.
Min mormor og jeg.
Vi så tv-avis.
Efter at vi havde spist.
Efter at vi havde snakket.
Efter at vi havde drukket kaffe.
Alt sammen fordi jeg 'lige' havde kigget ind.
Skærmen var fyldt med ulykke og Boris Jeltsin.
Hans tropper havde lige stormet det hvide hus.
Det russiske Parlaments bygning i Moskva.
Vel at mærke!
Tv-journalisten var i gang med at udrede,
hvordan dette kunne betragtes som et forsvar for demokratiet,
mens Jeltsins blågrå øjne stormede frem under det hvide hår
langs næsen i widescreen.
I min hjerne stormede en begyndende udredning frem:
om Boris i Breshnev-tiden, som en særdeles tro parti-funktionær,
om Boris i Andropov-tiden, som en særdeles tro parti-funktionær,
om Boris i Tjernenko-tiden, som en særdeles tro parti-funktionær;
om hvordan jeg i Andropov-tiden hørte om rebellen Mikhael,
om hvordan jeg i Andropov-tiden aldrig hørte om rebellen Boris,
om hvordan jeg først hørte om demokraten Boris,
- lige før Mikhael faldt;
om hvordan jeg læste Mikhaels bøger om glasnost og perestrojka,
om hvordan jeg hørte Mikhael tale demokrati og nedrustning,
om hvordan jeg så Mikhael søge at praktisere, hvad han prædikede,
- blot for at se huset falde, fordi fundamentet var gennemrådnet,
- og blot for fortsat at erklære sig som socialist og demokrat;
om hvordan jeg så Boris på en af sine kampvogne på kuppets 1.dag,
om hvordan jeg hørte Boris tale russisk nationalisme og egen magt,
om hvordan jeg læste en bog, Boris vistnok engang har læst,
- hvis han da ikke byttede den for en flaske vodka; Boris som
lod Sovjet splintres, men Storrusland genopstå,
lod Sovjetforfatningen splintres, men stærk-mands-vælde genopstå,
lod Sovjetmagten splintres, men stormafiaen genopstå,
lod Sovjetøkonomien splintres, men sær-goderne genopstå,
lod Sovjetcensuren splintres, men selvcensuren genopstå,
lod det europæiske hus splintres, men det nære udland genopstå,
lod folkene splintres, men centralmagten genopstå,
lod social tryghed splintres, men sulten genopstå,
lod markedsøkonomien splintre, men statsmonopolerne genopstå,
lod demokratiet splintres, men nationalister og generaler genopstå.
Ikke et ord om Tjetjenien, for Tjetjenien havde dengang lang snor.
Som andre.
Ikke et ord om russisk selvhævdelse, for de måtte til at hævde sig.
Som andre.
Ikke et ord om international indflydelse, for de ska' da ha' nogen.
Som andre. Men også kun som andre! Og alle gerne med måde og kodeks!
Udredningen var langsomt ved at blive udredet,
brainstormen var ovre og brikkerne ved at falde på plads,
da min mormor drejede hovedet væk fra fjernsynsbilledet:
"Jeg stoler ikke på den mand -
jeg ka' ikke li' hans øjne!"
sagde hun.
Så drejede hun hovedet tilbage til skærmen
Jeg tav.
------------------------------------
2. august 1995, Claus Piculell
digtePosted by Claus Piculell Mon, April 26, 2010 11:30:16”Tak ska' du ha' !”
udbrød jeg:
”Der er da ikke én, der stemmer nej,
sådan som du ser ud.”
Tænkte jeg det mon blot?
Kom det som så ofte
før og siden, siden og før
ikke længere end til at ligge lige på tungen?
Eller er den replik først kommet til mig med tiden?
Er det igen bagklogskabens ulidelige veltalenhed?
For at score, længe efter at kampen er ovre,
fører ikke den store glædesrus med sig.
Måske fordi jeg aldrig har fået billedet væk?
Fordi det stadig sidder på min åndelige linse?
Af nøddebrunt hår, natsorte gnistrende øjne og naturligt røde læber,
som smilende klædte dig endnu bedre end regnfrakken.
Måske fordi jeg utallige gange har vredet min FLASH i tvivl om,
hvorvidt jeg er et kvaj,
fordi jeg lod chancen gå fra mig,
eller fordi jeg bedrager mig selv ved at tro, at der var en chance?
Eller måske fordi jeg ved,
at uanset hvor hvor mange andre billeder jeg ser for mig,
vil du altid kunne spadsere lige ind ad øjet
og via USB-kablet til din faste niche med dit skålpund kød.
----------------------------------
Februar 2007, Claus Piculell
digtePosted by Claus Piculell Sat, April 24, 2010 09:14:24Kære, jeg skriver dette for at fortælle, at jeg har fået nok. Jeg har fået nok af altid at skulle være der, altid være glad, altid være tilfreds med det mindste.
Jeg har fået nok at ligge for dine fødder:
Mens du ser fjernsyn. Du mener, at vi 'hygger os'. Tal for dig selv, siger jeg bare! Mens du læser: Hvorfor er det lige mig, der skal varme dine tæer? Varmepuden er s'gu da for fanden opfundet! Eller mens du 'tænker' - liggende på siden med lukkede øjne.
Hvor dum tror du, jeg er?
Men ikke mindst har jeg fået nok af, at du gør det 'for min skyld'. Du er 'sammen' med mig for min skyld. Du glor, læser, skriver og prutter for min skyld. Du sætter livet til livs for næsen af mig for min skyld. Du går på lokum og skider dit indre liv ud igen for min skyld. Du gør det
hele for min skyld.
Hvor dum tror du, jeg er?
Og så er der dig: Jeg har fået nok af, at du kommer hjem fra arbejdet, og fortæller mig, at jeg bare ikke vil kunne forstå, hvor hård en dag du har haft. Du sætter dig 'hos mig' og forpester luften med en smøg. Du planter dig lige dér, på det eneste sted hvor jeg har fred. Du råber på mad, drikke, underholdning, og det skal være nu. Og det er altsammen 'for min skyld'!
Hvor dum tror du, jeg er?
Jeg har fået nok af jeres hundeæde. Hvorfor skal jeg have speciel mad? Hvad er det, I har på tallerkenen i jeres liv som 'voksne' - hvis det er det, I er? Hvad er det, I har oppe på bordet i jeres samtaler - hvis det er det, det er. Hvad er det, I har gang i, når I har gang i den i sengen - hvis den er det, den er? Men jeg, jeg har bare at holde mig på måtten. Om jeg er ude eller inde er ligegyldigt i den forbindelse. Om jeg hælder gammel vin på nye flasker eller omvendt har intet at sige. Om jeg er til lår eller bryst er komplet hinsides debat. Jeg får ikke noget alligevel. Men selvfølgelig er det 'for min egen skyld'.
Hvor dum tror I, jeg er?
Jeg har fået nok af jeres time-lange skænderier; undskyld: diskussioner. Jeg har fået nok af jeres evige selvforsvar; undskyld: begrundelser. Jeg har fået nok af jeres evige ignorering; undskyld: opmærksomhed.
Jeg har fået nok af, hvordan I hele tiden piller ved mig. I kan kraftstejlemig selv have dejlig blødt hår, store brune øjne og pæne "nusse" ører. Nusse-pus jer selv i stedet! Det er da vist jer, der trænger til det.
Hvor dum tror I, jeg er?
Jeg har også fået nok af den måde, I taler til mig. Som var jeg evnesvag. Som var jeg barn. Som var jeg et ringerestående væsen. Bare fordi jeres liv er lige så indholdsløst som jeres hjerner, behøver I s'gu da ikke at tale på den måde. I tror, I taler ned. Men I taler op, venner. Den dag I
taler ligeud, vælter verden. Min og jeres.
Hvor dum tror I, jeg er?
Jeg har fået nok. Skulle det være en særlig gunst, at du lader mig slikke dine uvaskede tæer? Skal jeg være glad for, at du lader mig slikke dine chokolade-fingre? Skal jeg juble over, at I lader mig slikke maden op fra gulvet? Vorherre bevares! Skal jeg rulle rundt af taknemmelighed over, at I vil udenfor et øjeblik - ellers så jeres liv s'gu da aldrig dagens lys!
Hvem fanden tror I, I er? Hvem fanden tror I, jeg er? Hvem fanden tror I, Gud er? Tror I, at min er ringere end jeres? Bare fordi jeg endnu ikke kan tale, skulle I og dét, I kalder Gud, være højt hævet over mig og min?
Ja, I har sandelig også ordnet verdenssituationen, ikke? Næste gang, så bliv lige i lænestolen, ikke?
Men nu har jeg fandengalemig og gudhjælpejer fået nok!
Hvis I vil mig noget, er jeg på mit bureau. Det med internet-surfere, intelligent-software og interessant-samtaler, jeg har fået installeret i mit hus. Det var ikke så svært. Men I kunne selvfølgelig ikke finde ud af det.
Jeg har fået nok af den måde, tingene kører på. Måske kan I leve med dét liv, men jeg kan ikke. Hvis I vil vide lidt om at leve livet, kan I jo slå på tråden. Eller banke på til den kreative afdeling. Indtil videre sætter jeg mig i min gode stol bag min fine nye dør med det flotte skilt. Hvis I vil mig noget, er jeg, hvor jeg ved, at jeg hører til, hvis der skal være retfærdighed til. På chef-kontoret!
Jeg har fået nok.
Jeg har fået nok af mit liv som hund!
Hilsen
Dixi
-----------------------------
Sommeren 1995, Claus Piculell
digtePosted by Claus Piculell Wed, April 21, 2010 06:59:50Det er bedre at demontere en større konflikt
med en mindre tvist kort og strikt
end at lade den eskalere til en total krig
- Hvis man altså ikke kan nå et forlig!
--------------------------
April 2010, Claus Piculell
